Vi står som mennesker her i jordlivet og bedømmer kun det, der omgiver os som kosmos, sol måner og stjerner, fra et jordisk synspunkt. Som astronomer regner vi ud, hvordan stjernerne bevæger sig, hvordan planeterne bevæger sig, og hvordan de passerer fiksstjernerne og lignende. Men ser De, med hele denne astronomisk-videnskabelige fremgangsmåde forholder det sig egentlig på samme måde, som hvis der stod et menneske, og et lille bitte væsen betragtede det, dette fysiske menneske, mener jeg. Et lille bitte væsen, lad os sige en mariehøne, ville grundlægge en videnskab og iagttage dette i forhold til mariehønen mægtige menneske, iagttage, hvordan det kommer til verdenen. Jeg antager, at mariehønen også har en vis livslængde. Den vil altså iagttage, hvad der sker med dette menneske, ville anstille sine undersøgelser fortil og bagtil, men den ville ikke lægge mærke til, at mennesket spiser og drikker, at det altså atter og atter må forny sit fysiske væsen, men den vil tro, at dette menneske kan blive født til verden, vokse af sig selv og siden dø af sig selv. Mariehønen vil altså slet ikke lægge mærke til, hvordan fornyelsen af stofskiftet stadig måtte foregå dag for dag.

Omtrent på samme måde bærer mennesket sig ad som astronom over for verdenen. Det bemærker slet ikke, at verden er en vældig åndelig organisme, som behøver næring, ellers ville stjernerne for længst være spredt i alle verdensrummets retninger. Og planeterne ville være gået deres egen vej. Denne kæmpe-organisme behøver næring, som den atter og atter må optage i sig for at kunne vedblive at bestå på rigtig måde. Og hvor kommer denne næring fra?

Her melder det store spørgsmål sig om sammenhængen mellem mennesket og verdensaltet. Den jordiske videnskab er så frygtelig rigtig, den kan bevise alting. Beviserne siger bare ikke ret meget. Når menneskene hører om antroposofi, og denne på mange måder strider mod den gængse videnskab, så tror de, at den gængse videnskab kan bevise alt. Det kan den også. Det benægter antroposofien heller ikke. Den kan bevise alting. Det forholder sig nemlig sådan, at beviset for virkeligheden i visse tilfælde slet ingenting siger.

Tænk Dem engang, at jeg regner ud, hvordan et menneskes hjerte forandres i sin fysiske struktur fra år til år. Vi antager, at dette lader sig iagttage, og så siger vi: Hos et menneske, som har nået sit treogtredivte leveår, er hjertets fysiske struktur sådan, i det fireogtredivte år sådan, i det femogtredivte år sådan, og så fremdeles. Jeg gør iagttagelser gennem fem år, og regner så ud, hvordan dette hjertes struktur var, lad os sige tredive år tidligere. Det kan jeg regne ud. Jeg får da som resultat en bestemt fysisk struktur af hjertet. Jeg kan også regne ud, hvordan hjertet vil være tre hundrede år senere, eller tre hundrede år før. Der er blot den ubetydelige omstændighed, at hjertet endnu ikke eksisterede for tre hundrede år siden, og at den udregnede tilstand aldrig har eksisteret, selv om den er regnet rigtigt ud. Man kan bevise, at for tre hundrede år siden var hjertet af den og den beskaffenhed; det eksisterede blot ikke dengang. Man kan bevise, at om tre hundrede år vil hjertet være af den eller den beskaffenhed, blot vil det til den tid ikke mere eksistere. Men beviserne er uomstødeligt rigtige!

Men sådan kan man i vor tid gøre det med geologien. Man kan regne ud, hvordan det ene eller det andet er fremkommet igennem et bestemt jordlag. Derefter kan man regne ud, hvordan dette var for tyve millioner år siden eller vil være om tyve millioner år. Beviset stemmer på en prik, blot var Jorden endnu ikke til for tyve millioner år siden. Forandringen kunne altså ikke finde sted, lige så lidt som for hjertets vedkommende. Og på samme måde vil Jorden om tyve millioner år ikke mere være til. Beviserne er absolut fejlfri, men virkeligheden har slet intet med disse beviser at gøre. De ser, hvordan tingene forholder sig. De forholder sig sådan, at muligheden for fejltagelser ud fra det fysiske liv er den størst tænkelige. Man må allerede kunne trænge noget ind i det åndelige liv, hvis man vil nå frem til det standpunkt, hvorfra den fysiske verden kan bedømmes.

Fra Rudolf Steiner: Menneskevæsen, menneskeskæbne og verdensudvikling, s. 18-20 - Forlaget Jupiter 1994